Min ’perfekte’ patchwork familie

Jeg var lige blevet gift – for anden gang – og nu skulle min nye mand og jeg samle min familie på ny. Lettere sagt end gjort… ”I er vel nok modige,” lød det bifaldende fra en god bekendt i anledning af vores bryllup i 2007. Og ja, det var vi virkelig. Vi vovede at stifte en ny familie bestående af mine tre børn (13, 16 og 17 år), mig, hvis mand var død, og Engelbert, min nye mand. Vi har tit tænkt tilbage på denne kommentar. Men vi har bestået ildprøven, og alt har været umagen værd…
Bryllup, hvedebrødsdage og sommerferie fulgte hurtigt efter hinanden. Efter ferien flyttede Engelbert så ind hos os, og vores samliv tog straks en stormende begyndelse. Min yngste datter forkyndte: ”Jeg kan ikke fordrage farven i mit værelse! Hvis det er meningen, at jeg skal sove der, så vil jeg selv have lov at vælge farve. Punktum!”
I disse dage havde jeg samtidig en underlig fornemmelse i mit ben. Det kriblede og brændte hele vejen ned, og benet føltes næsten som bedøvet. Alligevel ryddede og malede vi værelset. Jeg mindede mig selv om, at jeg i mit liv havde været ude for det, der var værre, hvor alt alligevel var endt godt.

Imidlertid kunne jeg til sidst kun humpe omkring med besvær. Derfor gik jeg til lægen, som med alvorsmine konstaterede: ”Du har en diskusprolaps og skal hurtigst muligt opereres.” Beklagende smilede jeg til ham og sagde: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre. Jeg er selvstændig, har tre teenage-børn og er nygift. Jeg kan umuligt ligge to uger på hospitalet.” Hvortil han svarede: ”Men så vil du miste din førlighed. Nerven, som sidder i klemme, vil visne og ikke mere kunne regenerere.” Resigneret kørte jeg hjem og forklarede familien nødvendigheden af dette indgreb. Før indlæggelsen vaskede og tørrede jeg sammen med min mand seks maskinfulde tøj og lagde tingene på plads i skabene. Fra da af var han alene med børnene.
Næste dag kørte jeg til hospitalets neurokirurgiske afdeling. Der var jeg i to uger, hvorefter jeg blev udskrevet, mat og kraftesløs. Da børnene efter indledningsvis at have været glade over endelig at have mig hjemme igen hurtigt begyndte at råbe og skændes, kunne jeg ikke engang springe op for at skille dem ad. I seks uger måtte jeg ikke køre bil og var for svag til at løfte noget.
Min mand viste sig tapper, og hvad skulle jeg i det hele taget have gjort uden ham. Vi lavede sjov med det og mente, at det måtte være vores ildprøve!

Når to mennesker gifter sig med hinanden, bliver de naturligvis ikke pr. automatik en ny familie. Efter det første halve år omtalte børnene stadig Engelbert som ”min mors nye mand”. Kaldte fremmede ham indimellem for ”stedfar”, udløste det almindelig misbilligelse og panderynken.
Udadtil gik livet videre som hidtil for mine børn og mig. Men ikke for min mand. Børnene og jeg kan lide at sove længe, tager let på orden og organisation, og kaos er ikke noget ukendt begreb. Børnene kommer regelmæssigt for sent til skolebussen og anser affaldssortering for at være et fremmedord. Det er en stor udfordring for Engelbert, der elsker orden, og det har krævet stor tålmodighed fra hans side. Han hjælper til med alt: Indkøb, oprydning og sågar tøjvask. Men han har svært ved at forstå, hvorfor børnene ikke skal deltage i husarbejdet. Det forstår jeg heller ikke. Jeg har sandsynligvis forsømt at opdrage dem til det. Jeg kan kun undskylde det med, at jeg efter min mands død var nødt til at tage vare på andre ting, som var vigtigere på det tidspunkt. Omdrejningspunktet lå på ”simpel overlevelse”.
Denne grundholdning holder vi stadig i hævd. Man kan så alt efter temperament kalde det en stærk eller en svag side. Men for et ordensmenneske er det uden tvivl en svag side, som jeg ærligt talt lider kronisk under. Engelbert mener: ”I vasker for meget og har for meget kluns!” Børnene svarer afslappet: ”Det vigtigste er, at der ikke er nogen, der dør af det!” Det driver desværre af og til min mand til randen af fortvivlelse. Vi beder for, at vores afslappethed på en eller anden måde må smitte af på ham og hans ordenssans på os…

At vænne sig til hinanden er lettere sagt end gjort i det virkelige liv. Børnene og jeg er som nævnt udprægede b-mennesker. Engelbert derimod er velsignet med et lille søvnbehov og i gang fra morgenstunden. Han begriber ikke, hvor svært vi har det med at blive vågne, og synes ganske enkelt, vi sover kostbare dagstimer væk.
Vi har forskellige vaner og karakterer. Vi mangler helt klart den fælles start på familien, den tid, da børnene var små og blev opflasket med kærlig forældreomsorg. Den tid, hvor man som forældre tilegner sig fælles værdier og spinder kærlighedsbånd. Vi er enspændere efter mange år alene. Alligevel elsker Engelbert og jeg hinanden. Vi nyder hinandens selskab, kommer overens og tilgiver hinanden. Vi har viljen til at vokse sammen og opbygge et godt og stærkt forhold.
Vi kan ganske vist ikke påtvinge børnene denne holdning. Livet uden Engelbert var okay for dem. De længtes ikke efter ham. De er ikke så taknemmelige over, at han er her, som jeg er. I bedste fald accepterer de ham. De ser ham ikke i faderrollen og tager kun nødigt imod anvisninger eller kritik fra ham. Derfor er det først og fremmest mig, der opdrager børnene og skælder ud på dem. Engelbert tier.

Men vi har fundet en metode til at få en lille smule mere struktur på vores fælles hverdag, og hvor alle kan komme til orde: familierådet. På køleskabet hænger vi et par dage i forvejen en seddel op, hvor man kan skrive, hvad man gerne vil have, vi taler om. Der er en ordstyrer, der til sidst kan forberede en overraskelse, og i begyndelsen af mødet skal alle deltagere sige noget pænt.
Det lyder alt sammen meget godt, eller? Jeg må her tilstå, at min kærlighed til disse møder kan sammenlignes med kærlighed til tandlægebesøg! Børnene er i flertal og afslår kategorisk dobbelt stemmetal til mig. Som oftest forliser mine forslag til et civiliseret hverdagsliv ved, at mine børn enstemmigt stemmer dem ned. Ofte, og det er desværre ikke sjældent, har vi måttet opleve, at hele spøgen sågar er slået over i ukærlige, sårende bemærkninger, og en eller anden har rasende, frustreret og grædende forladt stuen.
Engelbert kom så med det forslag, at vi skulle holde disse familieråd lidt oftere, da der var så meget at få styr på. Han førte protokol og trøstede mig, når det var overstået, med, at det nok skulle blive bedre med tiden. Det var jeg længe i tvivl om.
Men sidste møde var en succesoplevelse. Som noget nyt foreslog jeg, at familierådet skulle finde sted på en café. Først skulle vi spise frokost sammen og derpå holde vores møde over caffé latten. Børnene kiggede først vantro på mig. ”Men det går da ikke!” ”Hvorfor går det ikke?” spurgte jeg. ”Har du helt glemt, hvordan vi plejer at skændes og råbe ad hinanden?” Det havde jeg selvfølgelig ikke glemt og svarede slet og ret: ”Nå, jamen så vil vi denne gang tale venligt og anstændigt til hinanden. Det bliver så skønt som aldrig før.”

En lørdag morgen satte vi så kursen hen mod en udendørs café i den anden ende af byen. Den lå på en smuk plads under et tæt tag af platantræer. Vi fandt et ledigt bord, og børnene kiggede sig forsigtigt omkring som mafiosoer før en pengeoverdragelse. ”Hvad vil folk ikke tænke?” hviskede de. ”Ingenting,” beroligede jeg dem. ”Højst, at her sidder en nydelig familie.”
Da dagsordenen kom på bordet, begyndte det at regne, og vi rykkede tættere sammen. Det gjorde, at vi kunne snakke upåagtet sammen og ikke behøvede være bange for, at nogen hørte os. Jeg skulle være ordstyrer, Engelbert føre protokol. Først skulle alle sige noget kærligt til de andre. Jeg var frem for alt spændt på, hvad de ville sige til Engelbert. De sagde alle tre det samme til ham, men på hver sin måde: ”Du er god til at tage dig af os. Tak for din tålmodighed. Tak, fordi du altid er flink over for os, også når vi opfører os dumt. Det er dejligt, at du er der.” Der blev også sagt kærlige ting til mig, og alle børnene delte rundhåndet ud af søde og humoristiske gloser. Vi gennemgik vores dagsorden og forsøgte at nå til konsensus. Det forløb næsten som altid blot med den forskel, at ingen blev vrede eller højtråbende, og ingen forlod bordet grædende. Alligevel var det anstrengende, og vi var alle glade, da det hele var overstået uden pinligheder.

Mens vi ventede på byttepenge, tog storebroderen sin ene søster under armen og prikkede sin anden søster i siden. De fniste og lo. Engelbert og jeg åndede lettet op. ”Sådan!” Mens vi smilende gik derfra, kom en bekendt, som jeg tit har snakket med om Gud, Bibelen og livet, gående hen imod os sammen med sin mand. Hun hilste overstrømmende på os: ”Ih, hvor hyggeligt, hele familien samlet.” Og jeg tænkte træt: ”Hvis hun blot vidste, hvad vi netop har lagt bag os.”
Vi sludrede endnu en tid med hinanden og begav os så på vej hjem. I bilen var det først gemytligt, derpå stille, og da vi igen var hjemme, gik alle hurtigt hver til sit. Jeg sagde til Engelbert: ”Jeg har ofte følt mig som en gartner, der sidder foran en plante og venter på, at den vokser. Og i dag har jeg for første gang set, at planten er vokset. Kun to millimeter, men alligevel: vi er vokset!”
For et par dage siden ringede denne bekendt til mig. ”Jeg blev så glad for at se dig,” sagde hun. ”I er en dejlig, lille familie. Broder og søster arm i arm. Sådan har jeg aldrig set mine børn. Og hvor I alle lo og var afslappede. En rigtig perfekt familie…!”
Perfekt? Ordet fik mig til at smile. Og dog: Hvad betyder det at være familie for mig? At holde sammen, åbne sig for hinanden og tilgive, grine sammen og tro på hinanden. Vide, at man har hinanden i svære tider i vished om, at Gud har skænket os hinanden, for at vi kan skænke hinanden hans kærlighed og nåde, hans latter. Og hvis man ser sådan på det, så er vi det virkelig: en rigtig perfekt familie.
Af Marion Klug